RID og vores medlemmer er godt klar over, at rejsebranchen har en vis klima- og miljøpåvirkning. Men vi har også et reelt ønske og ambition om, at man skal rejse skånsomt. Synspunktet er, at det ikke handler om at rejse mindre, men om at rejse rigtigt.
Derfor står bæredygtighed højt på RIDs og på vores medlemmers dagsorden. Det har det faktisk gjort siden 2008, hvor RID og medlemmerne sammen udarbejdede vores første retningslinjer for ansvarlig turisme. Det er siden blevet til flere opdateringer og udvidelser; senest i november 2022, hvor RID offentliggjorde vores opdaterede version af ”Bæredygtighedsmanifest om ansvarlig turisme”.
Det indeholder en række forslag til, hvordan man som rejsearrangør (og ferierejsende) kan tage hensyn til både klima, miljø, lokalbefolkningen og dyrelivet mv. Bæredygtighedsmanifestet kan ses på vores hjemmeside www.rejsearrangorer.dk.
Nu har rejsearrangørerne taget endnu et fælles skridt – faktisk 50 skridt! For at sætte yderligere fokus og fart på bæredygtighedsindsatsen i rejsebranchen, har RIDs 25 medlemmer valgt at fortælle om og anbefale en række af deres bæredygtighedsindsatser, de har gennemført i den senere tid. Resultatet er i punktform samlet i oplægget ”50 skridt mod ansvarlig turisme”, som også ligger på vores hjemmeside.
Oplægget skal ses som et idékatalog, som forhåbentlig kan inspirere til iværksættelse af endnu flere initiativer, der kan fremme ansvarlig turisme og bæredygtighed i rejsebranchen. Medlemmerne og RID har med dette fælles initiativ tilstræbt at koncentrere vores fokus og indsatser til områder, hvor vi kan gøre en positiv forskel. Meget er allerede gjort, og meget mere kan gøres. Men med de mange forskellige initiativer er vi godt på vej.
For yderligere oplysninger: Kontakt direktør i RID Henrik Specht 40 82 86 77.