Sommerferien er reddet

Charterbranchen hilser grænseåbningsplan velkommen.

Med gårsdagens politiske aftale om en gradvis genåbning for bl.a. ferierejser til udlandet kan danskerne nu for alvor planlægge og booke deres sommerferie i udlandet. Charterbranchen har længe efterlyst en plan og datoer for genåbning, og den politiske aftale giver både branchen og de rejsende større klarhed om rejsemulighederne.

Efter at have været mere eller mindre tvangslukket i over et år, har charterbranchen sukket efter en konkret udmelding om, hvornår det atter bliver muligt at rejse på ferie i udlandet. Derfor hilser branchen den nye, politiske aftale om grænseåbning velkommen.

”Mange rejsende har været i tvivl om, hvorvidt de kunne planlægge og booke deres sommerferie til sydens sol og sommer”, udtaler direktør i Rejsearrangører i Danmark, Henrik Specht ”Hvad angår selve sommer-ferien betyder grænseåbningsaftalen, at man til sommer med et coronapas kan rejse til en række populære rejsemål i Europa. Det har både branchen og rigtigt mange danskere set frem til. Så det er vi glade for”.

”Vi er også glade for, at man allerede fra 1. maj kan rejse på ferie, hvis man er vaccineret. Og at det fra midten af maj bliver muligt at rejse på ferie til udlandet, uanset om man er vaccineret eller ej. Det kræver blot, at smittetallene på rejsemålet opfylder visse kriterier”, fortsætter Henrik Specht.”

”Så vi er meget tilfredse med, at der nu er kommet en afklaring, og at rejserestriktionerne gradvist lempes. Danskernes sommerferie er reddet. Nu glæder rejsearrangørerne sig til snart igen at kunne byde gæsterne velkommen på deres ferie sydpå”, slutter Henrik Specht.

For yderligere kommentarer:

Direktør Henrik Specht
Mobil 40 82 86 77
Henrikspecht@mail.dk