Charterbranchen sætter ny rekord

Trods det gode sommervejr blev 2018 et rekordår for den danske charterbranche. Aldrig før har branchen solgt så mange ferierejser med fly ud af Danmark som sidste år. I alt sendte rejsearrangørerne i 2018 godt 1,1 millioner feriegæster til sydens sol og sommer, hvilket er en stigning på knap 8 pct. i forhold til året før. Det viser en helt ny statistik, som charterbranchens brancheforening, Rejsearrangører i Danmark, RID, netop har offentliggjort om deres medlemmers salg af ferierejser med fly.

I 2018 rejste et rekordstort antal chartergæster på ferie fra Danmark sammenlignet med året før.

Helt præcist solgte RID’s medlemmer 1.135.291 ferierejser med fly mod 1.053.872 året før – svarende til en stigning på 7,7 pct. eller 81.419 rejsende. Medtages de rejser, som blev solgt i Sverige med udrejse fra Danmark, er det samlede antal rejsende 1.333.267 mod 1.230.247 året forinden – svarende til en stigning på 8,4 pct. eller 103.020 rejsende, hvilket ligeledes er en rekord.

”Sommeren 2018 var den varmeste sommer, siden DMI startede målinger i 1874. Så det store antal ferierejsende afspejler, at danskerne vil afsted til fremmede lande og kulturer uanset, hvordan vejret er herhjemme,” siger Niels Grosen, der er formand for RID og direktør i Apollo Rejser.

Til rekorden i et år med en rekordvarm sommer tilføjer han:

”Skal jeg sætte ét ord på det danske sommervejr, er det ”ustadigt”. Man véd aldrig, hvordan det bliver. Så derfor vil danskerne sydpå ned til sol og varme,” forsætter Niels Grosen.

Det høje antal solgte rejser i 2018 kommer i kølvandet på 2017, som også var et rekordår.

”At branchen igen slår rekorder, viser bare, at danskerne værdsætter, at deres ferierejse til udlandet bliver arrangeret og gennemført på en sådan måde, at de kan koncentrere sig om at slappe af og holde ferie i tillid til, at de danske rejsearrangører nok skal tage sig af al praktikken, så tingene fungerer,” slutter Niels Grosen.